Inden for anbringelse af unge har der traditionelt været en tendens til at kommunerne vælger opholdssteder som den primære løsning. Denne tilgang er dog ikke altid den mest hensigtsmæssige, da institutioner ofte har en fast struktur, som ikke nødvendigvis tager højde for den enkeltes særlige behov og situation.
Hos Nye Veje Nord argumenterer vi for, at det kan være mere fordelagtigt for unge at bo i egen bolig frem for på et opholdssted idet den unge bevarer tilknytningen til det kendte miljø. Ved at bo selv får de unge mulighed for at udvikle deres egne rutiner og strukturer, som i højere grad er baseret på deres individuelle forudsætninger, mål og ønsker. I stedet for at skulle tilpasse sig en institutionel ramme, får de mulighed for at skabe deres egen. Dermed undgår de unge også at skulle omstille sig fra institutionslivet til at bo for sig selv og undersøgelser viser, at unge ikke altid kan omsætte det, som der er lært på institutionen til daglig praksis ved at bo for sig selv.
Når de unge flytter i egen bolig, øges deres ansvarsfølelse for eget liv, hvilket ofte fører til større motivation for at arbejde hen imod deres mål. Denne boligform gør det også muligt at arbejde med de unges udfordringer i en autentisk og personlig kontekst, der tager udgangspunkt i den unges liv og ikke en standardiseret indsats.
Det at flytte i egen bolig kan dog medføre udfordringer, som f.eks. følelsen af ensomhed, manglende struktur eller svækket modstandskraft. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe en ny ramme omkring den unges liv, som understøtter deres udvikling og hjælper dem med at realisere deres drømme og håb.
Samlet set mener vi, at anbringelse i egen bolig er en mere hensigtsmæssig løsning for unge i udsatte positioner. Det giver dem mulighed for at tage ansvar for deres eget liv, udvikle personlige strukturer og samtidig modtage støtte og vejledning fra vores erfarne personale, hvilket øger deres chancer for en positiv udvikling på længere sigt. Derudover får den enkelte unge etableret et solidt fundament for overgangen til en selvstændig voksentilværelse.
Der anbringes som udgangspunkt altid efter Barnets Lov §43.
Indsatsen:
Copyright © 2024 | Nye Veje Nord